Højsæson

Bistader findes i mange udformninger, men i Danmark ses næsten udelukkende to typer: Det traditionelle trugstade og det nyere opstablingsstade. Jeg anvender kun opstablingsstader, som bl.a. gør det let at udvide stadets størrelse i takt med biernes udvikling hen over foråret og sommeren.

Hvor en bifamilie kan overvintre i et stade bestående af bare ét magasin, så kan den samme familie uden videre have behov for 4-5 magasiner, når sæsoner er på sit højeste i begyndelsen af juni. På dette tidspunkt har bifamilierne yngel og pollenforsyninger i de nederste to magasiner, mens den indsamlede honning lagres i de øverste.

I gode år er det muligt at høste mere end 50 kg honning pr. bifamilie i gennemsnit. Ét år høstede jeg sågar 100 kg honning fra den bedste familie.